Brudens og gommens udstyr


Bruden kan være iført almindeligt festtøj, men hvis hun er iført en hvid brudekjole, adskiller hendes dragt sig fra alle andre, og det er kun i forbindelse med sit eget bryllup, at en voksen kvinde bærer en sådan type dragt. I dag er brudekjolens udseende mere eller mindre løsrevet fra moden. Der lægges i stedet for vægt på, at den er romantisk, ja næsten prinsesseagtig. På hovedet kan bruden enten bære et slør, en hat, et diadem eller blomster. Sløret bæres dog fortrinsvis af den brud, der gifter sig for første gang. Det er til bruden de fleste symboler er knyttet. Symboler der i dag udgør resterne af nogle ritualer, der engang havde en reel betydning. Brudekjolen skal være ny og ren og uden lapper. Den må ikke sys af bruden selv, for lige så mange sting hun syer på kjolen, lige så mange tårer vil der komme i ægteskabet. Endelig må den først gøres færdig umiddelbart før bruden kører til kirken.