Brudekjolen til den store dag
Brudekjolen er de fleste brudes store drøm. Nogle har tænkt på den i mange år, mens andre ikke skænker den mange tanker. De fleste brude har dog en idé om, hvilken stil deres brudekjole skal være. Din skal måske være kridhvid og enkel, mens en andens skal være råhvid og pompøs. Der findes masser af bryllupsmagasiner, man kan pløje igennem, og man kan besøge bryllupsmesser, som man finder i flere større byer hvert år omkring januar. Både i blade og på messerne er der masser af muligheder for at se sæsonens store udvalg - også til manden.
Find din butik eller designer
Når du har indkredset dine yndlingskjoler, skal du ud og se dem. Bestil tid hos den butik/designer, som skal stå for din brudekjole, så I har god tid til at finde den, som passer til dig. Måske kender du en designer, som skal sy din kjole. Så skal I bruge tid på at snakke om, hvordan den skal se ud. Skal den være med corsage eller ærmer? Skal den være med eller uden slæb? Og skal din brudekjole være enkel eller med perler og sten? Der er mange spørgsmål, som du skal forholde dig til, hvis du skal have syet din kjole fra bunden.
En anden løsning kan være at bestille tid i en brudekjolebutik og tage mor og/eller veninder med ind og se, hvad de har. Du kan prøve alle de kjoler, du vil, og så slipper du for at tage stilling til helt så mange detaljer. Prismæssigt er det ofte dyrere at gå til en designer og få syet kjolen, men er det din store drøm, finder du sikkert de penge, der skal til. I brudekjolebutikkerne er der kjoler i mange prisklasser.
Brudekjole på udsalg
Behøver din brudekjole ikke at være fra denne sæson, kan det betale sig at købe den på udsalg. Mange designere holder udsalg, når bryllupssæsonen er slut, og her kan du gøre et godt køb. Kjole butikkerne holder også udsalg, så det er med at holde øje med hjemmesider og aviser, når tiden nærmer sig. Her kan din mor, svigermor eller andre på jagt efter en gallakjole også gøre et godt køb. Brudekjole butikkerne har også kjoler til fest og gallakjoler, som også bliver sat ned. Det kan også være, at du vil giftes i en ikke-brudekjole - altså en almindelig kjole i hvid eller anden farve. Så er mulighederne igen utallige. Vigtigt er det, at din kjole passer til dig og det bryllup, I holder.
Gallakjolen til den store fest
Men nu behøver kjolen til festen ikke være på tilbud. Mange kjoleforretninger har et godt udvalg af gallakjoler og festkjoler, hvad enten det skal være til den afslappede fest i haven eller til gallafesten på slottet. En designer kan naturligvis også sy gallakjolen, og måske er det sådan en kjole, din mor skal have på den dag, hendes datter skal giftes. Sammen kan I få gode oplevelser med at finde kjoler til jer begge. Eller du kan gøre det med din søster eller veninde, som selv skal finde en kjole. En god frokost bagefter gør turen endnu bedre!