Brudevalsen
I hele den vestlige verden er der en lang tradition for at brudeparret danser en brudevals inden midnat på dagen for brylluppet.
Danmark er dog et af de eneste lande der har en melodi helt specielt til anledningen, nemlig Niels W. Gades brudevals fra balletten "Napoli". I de fleste andre lande danses brudevalsen til en melodi udvalgt af brudeparret selv. Dette er ofte en melodi der på en eller anden måde har betydning for parret og kan sagtens være et musikstykke af nyere dato. I Danmark er der også nogle brudepar der vælger at danse til en selvvalgt melodi, men det er ikke udbredt.
Ifølge traditionen er det vigtigt at brudevalsen danses inden midnat og det kan ved nogle bryllupsfester skabe lidt problemer hvis tidsplanen er skredet. Det sker ind imellem at brudeparret må rejse sig inden desserten for at danse brudevalsen. Men det er blot en af de sjove ting man vil huske tilbage på når man tænker på sin bryllupsfest.
Selv brudevalsen foregår på dansegulvet, hvor brudeparret danser som de eneste. Rundt om brudeparret slutter alle gæsterne en stor ring og trækker længere og længere ind omkring brudeparret. Til sidst står brudeparret helt tæt og kan kysse hinanden. Nogle steder kaster man ris på brudeparret til sidst.
Skikken stammer langt tilbage hvor brudevalsen blev danset ved midnat for at markere overgangen fra ugift til gift. Dengang fik brudeparret mandshat og konehat på efter brudevalsen. Denne skik er ændret lidt siden, nu er det skik at gommens sokker og brudens slør klippes i stykker efter brudevalsen.
Herunder kan du se en lille guide til brudevalsen. Denne viser mandens trin. Brudens trin er modsatte.
1: før højre fod frem
2: Før venstre fod frem så den står vinkelret for højre fod, og du står med spredte ben
3: Saml fødderne til venstre side
4: Før venstre fod tilbage
5: Før højre fod tilbage så den står vinkelret for venstre fod, og du står med spredte ben
6: Saml fødderne til højre side
7: Gentag punkt 1-6 igen og igen :)
God fornøjelse!