Tale fra brudens far


Ifølge traditionen skal brudens far holde en bryllupstale til brudeparret under middagen. Der er mange forskellige måder at gribe dette an på.

Brudens fars tale er ofte meget vigtigt for bruden, da det ofte her kommer til udtryk, om faren er oprigtigt glad for giftermålet. Det er her bruden kan se, at hendes far har accepteret hendes valg af mand og det er også her, faren giver sin datter videre i den nye mands varetægt.

Brudens fars tale er som regel den første tale ved festen, efter at brudgommen har budt velkommen og præsenteret en eventuel toastmaster, som skal styre slagets gang i løbet af festen. Talen symboliserer, at bruden nu gives videre til en ny mand og det er derfor, at brudens fars tale også den første rigtige tale ved brylluppet. Før denne er overstået har brudens far ikke helt givet hende videre.

Mange fædre er ret nervøse over talen til deres datter og nye svigersøn. Det er en vigtig tale, hvor faderen også har en følelse af, at han nu giver sin datter videre til en andens varetægt og ofte er dette også et symbol på, at hun nu for alvor er blevet en voksen kvinde og ikke er fars lille pige mere.
Som regel indeholder bryllupstalen fra brudens far nogle historier fra brudens liv og barndom. Den fortæller ofte noget om brudens personlighed og hvordan hun har valgt at leve sit liv, både før og efter brylluppet. Ofte er der et par sjove anekdoter med, som måske kan få bruden til at rødme en smule.
Derudover er der også ofte et par gode råd til brudgommen fra brudens far. Hvordan tackler man f.eks. bedst brudens små luner, hvordan forventer faren, at gommen passer på hans lille pige, og ikke mindst en lille trussel om konsekvensen, hvis ikke gommen passer på sin nye brud - selvfølgelig alt sammen sagt med et glimt i øjet.

Nogle vælger også at holde talen sammen som forældrepar. Her er det oftest brudens far, der starter ud med at holde talen og så bryder brudens mor indimellem ind med et par anekdoter eller hendes syn på sagen.

Hvis brudens far ikke kan deltage i brylluppet vil brudens mor ofte holde talen alene, eller brudens ældste bror eller søster vil tage opgaven på sig og tale på familiens vegne.

Hvis bruden har et ekstraordinært godt forhold til en bror, vil denne måske holde en tale i stedet for brudens far, selvom faren er tilstede. Dette er dog ikke kutyme og det vil ofte være mere brugt, at søskende kommer med en bryllupssang og siger et par ord inden denne synges.

 Eksempler på kendte bryllupstaler fra brudens far

Da kronprins Frederik giftede sig med kronprinsesse Mary, holdt brudens far en smuk bryllupstale for det nye ægtepar, hvor han fortalte om hans slægts historie og om, hvordan de to slægter fra henholdsvis Skotland og "vikingeland" nu blev forenet ved ægteskabet mellem hans datter og hans nye svigersøn. Han fortalte også om hvordan Marys mor, hvis hun havde været i live, ville have været meget stolt over at se, hvad hendes datter er blevet til.