Lav jeres egen bryllupshjemmeside
Det er slet ikke så svært
Lav en bryllupshjemmeside og giv gæsterne mulighed for at følge med i den store begivenhed både før og efter jeres bryllup. Der findes masser af sites, som tilbyder gratis oprettelse af hjemmesider, og hvor du nemt kan opbygge en flot side ved hjælp af de præfabrikerede skabeloner. . Du behøver således ikke at være ekspert indenfor programmering og tekniske ting for at kunne lave din egen bryllupshjemmeside.
Sådan kommer du i gang
Søger du på nettet efter oprettelse af hjemmeside, vil du finde mange forskellige firmaer, som kan hjælpe dig i gang med en bryllupshjemmeside. Ønsker du blot en simpel side, kan du sagtens nøjes med en af de mange gratis sites, og ellers er der rig mulighed for at opgradere til mere avancerede funktioner mod betaling. En bryllupshjemmeside kan for så vidt lanceres samme dag, du er blevet registreret på sitet, men afhængigt af, hvor meget fyld du vil have på din side, skal du naturligvis sætte tid af til forberedelse af dette, og gerne i god tid, så hjemmesidens adresse kan annonceres allerede i jeres bryllupsinvitationer.
Indhold på siden
Det er kun fantasien, der sætter grænser, når du skal designe en bryllupshjemmeside. Klassisk indhold er ønskelister, kørselsvejledning, gæstelister, information om selve brylluppet osv. Men du kan også krydre din bryllupshjemmeside med fotoalbums, sjove anekdoter og en gæstebog, hvor gæsterne har mulighed for at lægge en hilsen online. På den måde får gæsterne også mulighed for at kommunikere indbyrdes, også efter festen, hvilket kan være fordelagtigt, hvis nogle af gæsterne ikke kender hinanden på forhånd.
Andre idéer
Bliver du grebet af din bryllupshjemmeside, og har du lyst til at dele endnu mere med gæsterne, kan du føre en online bryllups dagbog på siden. Her kan du skrive om jeres bryllupsforberedelser, tanker og overvejelser omkring den store dag. Du kan også lave et familiestamtræ med både brudens og gommens familie tegnet ind. Efter selve brylluppet kan I lægge nye fotos ind, skrive om jeres første dage som nygifte og give gæsterne mulighed for at få updates fra brudeparret. Mange sites har mulighed for sjove applikationer og detaljer, såsom at sætte talebobler på fotografierne, indsætte musik, videoklips osv. Undersøg og sammenlign udbyderne inden I vælger, for på den måde at få et design, der matcher jeres ønsker.
Få hjælp til siden
Har du ikke selv tid til at lave en bryllupshjemmeside, kan du måske lokke en ven eller et familiemedlem til at være online redaktør for jeres site. Det bliver stadig mere almindeligt at oprette personlige hjemmesider, og der vil højst sandsynligt være en i omgangskredsen, som både har forstand på og interesse i at hjælpe jer med at lave en bryllupshjemmeside. Måske kan I aftalte med vedkommende, at bryllupshjemmesiden er hans eller hendes bryllupsgave til jer. Ellers kan I takke med en lækker middag, nogle gode flasker vin eller noget andet, som vedkommende ville sætte pris på.