Sådan skriver du en god bryllupstale


Der findes et utal af bryllupstraditioner. En af dem er bryllupstalerne. Det forventes som regel, at gommen holder en tale til sin brud, og brudens far til sin datter, forloveren/bestman til gommen, osv.

Om at bryde traditionen

I dag bliver det mere og mere almindeligt, at bruden holder en tale til sin brudgom. Et bryllup er en fest for alle dem, man holder mest af, og traditioner er til for at brydes. Hvis brudens far ikke har lyst til at tale, er der ikke noget i vejen for at overlade det til brudens mor. Uanset hvem der taler, er det underforstået, at det er på begges vegne.

Læs også om taler til bryllup på Bryllup.dk » 

Kort og enkelt

Men de færreste er vant til at skrive taler, og det kan være svært lige at vide, hvordan man gør. Det hjælper ikke at studere en masse bøger om at skrive eller holde tale, hvis man aldrig har prøvet det før. Her får du nogle få råd, som forhåbentlig kan hjælpe dig på vej:

  • Skriv en superkort tale på 5-10 linjer - eller højst ½ side, der kommer direkte fra hjertet
  • Fjern alt det overflødige
  • Skriv direkte til den, du taler til
  • Indflet 1-2 korte, kærlige eller humoristiske episoder, I har delt med hinanden
  • Brug et par citater eller ordsprog, som passer ind i talen
  • Sig aldrig: "jeg er ikke den store taler"
  • Fortæl den, du taler til, hvad du føler
  • Vær ikke højtidelig. Skriv talen i dit normale talesprog

Struktur

  • Start med en kort indledning, f.eks. "Kære/elskede (navn).
  • Tal kort og humoristisk om brudeparrets første møde
  • Er du bestman: tal om sjove episoder, du har haft med gommen
  • Er du far til bruden: tal om hvor stolt og glad, du er og nævn et par kærlige/sjove minder, du har om din datters barndom/ungdom
  • Er du brudgom: Tal om, hvordan din brud har forandret dit liv og hvad du føler for hende. Nævn et par kærlige/sjove oplevelser, I har haft sammen.
  • For alle: tal om brudeparrets fremtidsdrømme
  • Afslutning: Ønsk til lykke med en opfordring til et 3-foldigt hurra og en skål.

Professionel hjælp

Hvis du ikke har mod på selv at skrive en tale, kan du henvende dig til en taleskriver, som er vant til at forvandle stikord til personlige taler. En god taleskriver kan hjælpe dig med, hvilke stikord, du skal levere, og så skal du "bare" koncentrere dig om at holde talen. På bl.a. www.taler.mono.net kan du leje en professionel taleskriver, som kan sætte ord på dine tanker.